Fra tid til anden er salmegenren til debat. Er det lyrik, i hvilken sproget frit kan udfolde sig i følelser og spekulation, undertiden i et grænseområde til det absurde? Eller er det en regelbunden, liturgisk praksis? Under alle omstændigheder bliver salmer jo sunget, og det giver om ikke andet luft over for det gådefulde, som den kristne tro rummer overalt lige fra bekendelsen til et måske mindre påagtet hjørne af de evangeliske beretninger om Jesu mærkelige veje.

Enhver der udfordrer det lyriske sprog, hvad enten formen er rimet og taktfuldt bundet eller vildt fri og kaotisk, må erkende, at processen for det meste er højfølsomt indadskuende, selvkredsende, og at det formulerede produkt ofte ender, hvor det begyndte: i mig selv. Salmerne er her på sæt og vis mere distancerede, selv om følelser naturligvis ikke er forvist fra deres mere eller mindre trosbekendende felt.

For mig var salmedigtning, så forholdsvis afgrænset den nu blev, også i sit udgangspunkt person-selv-fikseret, idet den startede som en vandring med prøvende skridt hen ad Memory lane. Da jeg for mange år siden gik til konfirmationsforberedelse, var jeg så heldig at blive undervist af en præst, der var blændende fortæller. Han levendegjorde virkelig stoffet, og min respekt for ham udmøntede sig naivt ved, at jeg lærte de lange salmer udenad - som det jo krævedes - med en præcision og ekspressivitet, der, havde jeg nær sagt, rakte til himlen. Hvor om alting er, jeg var i pastorens vedvarende fokus - og selvsagt pavestolt.
Indholdet i de lange salmevers fattede jeg som de fleste andre på holdet dengang ikke meget af. Og måske var det slet ikke så galt endda. Det er nemlig på godt og ondt lige netop den sproglige gådefuldhed, som i dag har været tilskyndelsen til at forsøge sig i denne særlige genre. De sære ord blev simpelt hen helligdom i den barnlige bevidsthed. Klangen af dem en første, mystiske erfaring. Og så er vi jo, indrømmet, tilbage ved noget egocentrisk. Om ikke ligefrem navlebeskuende . Men det er og bliver den bevidsthed sammen med det lakonisk narrative i evangelierne, der har igangsat og organiseret skrivningen af hosstående salmer.

Salmerne i denne samling er blevet til over en årrække. Samarbejdet mellem tekstforfatter og komponist har været tæt. Det har foregået på den måde, at forfatteren har sendt en tekst pr. mail, derefter har komponisten straks sat sig ved flyglet og lavet et udkast til en melodi med akkompagnement. Senere er så et antal af melodierne blevet omsat til 4-stemmige motetter, som kan anvendes af kirkekor. Derved er så opnået et dobbelt formål: at skabe nye melodier i menighedssangen og at udvide repertoiret for kirkekorene.

Jeg har bestræbt mig på at skrive letsyngelige melodier med et omfang på ca. en oktav i et tåleligt toneleje, så alle kan synge med. Melodierne følger salmetraditionerne, men kan dog have nogle afvigelser fra det normgivende, blandt andet i harmonikken. Ligeledes kan nogle af melodierne have et anstrøg af noget viseagtigt. Hvor det har været muligt, har jeg gerne villet anslå en stemning, der passer til indholdet af teksten.

Flere af salmerne har allerede været afprøvet som menighedssang med et godt resultat. Det er således mit håb, at salmerne kan nå ud til de steder, hvor man er glad for at synge, både i kirker og forsamlinger hvor kirkelig sang har en betydning.

Min tak går til Morten Poulsen, organist i Vestervang kirke, Helsingør, for støtte og hjælp til udformningen af det færdige produkt, samt til samme kirkes kirkekor, som har indsunget salmerne på cd.